Svingende elpriser: Hvorfor strøm koster over 7 kr. per kWh i spidsbelastninger – og hvad vi kan gøre ved det
I dag ser vi elpriser, der skyder i vejret til over 7 kr. per kWh i de travle aftentimer fra kl. 17-19, hvor de fleste af os har brug for mest strøm. Dette mønster skyldes blandt andet, at flere af vores kraftværker, der traditionelt har fyret med kul og gas, bliver lukket ned, mens antallet af vindmøller og solceller vokser. For at mindske vores CO2-udledning fra energisystemet er denne overgang til vedvarende energi afgørende – men det betyder også, at strømpriserne bliver mere volatile. ⚡🌍
Prisstigningerne hænger også sammen med simpelt udbud og efterspørgsel. Når efterspørgslen topper, og de traditionelle kraftværker, der er i drift, ikke kan dække behovet, må der trækkes på andre energikilder, som er dyrere at aktivere. Dette kan inkludere opstart af reservekraftværker, der fyrer med fossile brændsler og har høje driftsomkostninger, eller køb af strøm fra vores nabolande, hvor priserne også kan være høje i spidsbelastningsperioder. Kombineret med vejrafhængigheden i vedvarende energi fører denne dynamik til store udsving i priserne – nogle timer er strømmen næsten gratis, mens den i andre perioder skyder i vejret.
Hop ind på: https://stromligning.dk/live for at se prisen time for time
Hvorfor priserne svinger mere end nogensinde
Når vi skifter fra fossile brændsler til vedvarende energi, ændres dynamikken i energimarkedet. Vindmøller og solceller producerer energi afhængigt af vejret og tidspunktet på dagen. Når vinden blæser, og solen skinner, er der rigelig strøm, og priserne falder, nogle gange helt ned til nul – eller endda i negativt territorium, hvor producenterne faktisk betaler for at komme af med deres strøm. Men når vinden løjer af og solen går ned, falder produktionen, og så stiger priserne kraftigt i takt med efterspørgslen.
Et godt eksempel er netop de næste par døgn, hvor vi både ser perioder med ekstremt billige priser og tidspunkter, hvor prisen stiger voldsomt. Denne prisvariation skyldes dels vejrets indvirkning på elproduktionen og dels folks forbrugsmønstre, hvor efterspørgslen stiger i de tidspunkter, hvor vi er hjemme og bruger strøm til aftensmad, opvarmning og opladning af elbiler.
Atomkraft, og solceller og intelligent batteriopbevaring som løsninger
For at stabilisere energisystemet kunne atomkraft være en oplagt løsning, da det kan levere en konstant, pålidelig 'baseload' – altså grundstrøm – uanset vejrforhold. Men da atomkraftudvikling tager lang tid, har sine egne udfordringer og møder politisk modstand, må vi i mellemtiden finde smarte løsninger på de stigende elpriser.
En af de mest effektive løsninger, der er tilgængelig i dag, er at investere i intelligente husstandsbatterier – enten alene eller i kombination med solceller. Solceller kan producere ren energi direkte fra solen, og med et batteri kan den overskydende energi lagres og bruges senere, fx i spidsbelastningstimerne. På den måde undgår du at købe dyr strøm, når efterspørgslen og priserne er på sit højeste – ofte op til 7 kr. per kWh.
Men husstandsbatterierne kan også stå alene og programmeres til at købe strøm fra nettet, når prisen er lav, typisk midt om natten eller midt på dagen, og derefter bruge den lagrede strøm, når priserne stiger. Det betyder, at du kan vælge batterierne som en selvstændig løsning eller sammen med solceller for en endnu større fleksibilitet. Uanset hvad hjælper vi dig gerne med at finde den løsning, der passer bedst til dine behov.
Hvad med dem, der bor i lejligheder?
For dem, der bor i lejlighed og ikke har mulighed for at tilslutte et husstandsbatteri, kan de høje priser være svære at undgå. Det kan betyde, at man i nogle perioder bliver nødt til at tilpasse sit forbrug for at holde elregningen nede. For eksempel kan man vælge at bruge strømkrævende apparater, som vaskemaskinen eller opvaskeren, uden for de dyre spidsbelastningstimer, når det er muligt.
Vi der bor i lejlighed og ikke har adgang til batteriløsninger, må altså bare skære lidt ned på aftensmadens varme retter og i stedet vælge rugbrød, mens priserne topper. 😅
De høje prispeaks er kommet for at blive
Med den øgede elektrificering af samfundet, fra elbiler til varmepumper, og en energiforsyning baseret på en stor andel af vedvarende energi, kan vi nok forvente, at disse høje prispeaks fortsætter. Vind og sol er fremtiden, men de skaber naturlige udsving i elproduktionen. Forbrugere kan derfor med fordel begynde at tænke i fleksible løsninger som batterier og smart forbrug.
Jo mere vi tilpasser vores elforbrug og investerer i teknologier, der kan udjævne udsvingene, jo bedre kan vi udnytte den billige strøm, når den er tilgængelig, og undgå de høje priser i spidsbelastningstimerne.